Hvis din ulyst ikke svinger over i lyst, men fortsætter og fortsætter, er du måske størknet i vinteren …

Måske du er størknet i et sexløst forhold med dig selv eller din(e) partner(e) …

På det tidspunkt kan du enten ignorere eller bedøve dig ud af den smerte på forskellige måder, falde hen i mere eller mindre vage drømme om et andet parforhold, have mentale eller faktiske affærer, forlade din partner, rejse til Nepal, gå på druk, tage på stilhedskursus i de svenske skove …

Alt det er okay. Måske det er nødvendigt.

Det kan også være, at du har gjort alt det, og at der er noget små-trættende ved at gentage sig selv, ved ikke at møde det, du kalder ulysten, som alligevel altid vender tilbage … måske det ikke virker for dig længere …

(overvej muligheden for: ikke at gentage sig selv resten af livet …)

Det, der er tilbage, er et spørgsmål til din krop …

Hvad hvis din ”ulyst” ikke var ulyst, men dækkede over noget, du ville komme i kropskontakt med, i den seksuelle kontakt med én, der elsker dig?

Noget meget sårbart, kraftfuldt, eller smertefuldt, du har svært ved at rumme?

Hvad hvis det handler om din kapacitet for at rumme store energimængder?

De fleste af os har ikke en særlig udstrakt evne til at rumme store energimængder.

*

Hvad hvis du er biologisk født kvinde, som kommer efter en lang, lang række af kvinder, der har været underlagt mandens lyst og haft pligt til at tilfredsstille hans behov?

Hvad hvis det stadig foregår mange, mange steder i verden, kvinden, der ikke ejer sin krop, kvinden, der bliver taget mod sin vilje, kvinden, der bliver gravid mod sin vilje, kvinden, som skal abortere mod sin vilje?

Hvad hvis det sidder i din krop som en modvilje mod penetration?

Som en modvilje mod mandens lyst?

*

Hvad hvis du forveksler lyst og angst?

(overvej muligheden for: at sex og angst er dybt forbundne i mange af os)

Hvad hvis du er afhængig af ”high arousal”-situationer, for at føle lyst og i-live-hed?

Hvad hvis der fandtes en anden lyst, der ikke var polariseret, men som var mere changerende, solnedgangsagtig, horisontal-krop-på-bløde-puder-agtig, udstrakt, vid … mere som havet …

Hvad hvis det aldrig var meningen, at du skulle være ”tændt” hele tiden? Rae Dohar (find hende på Instagram) skriver: I am not turned on. I am a spacious allowing.

*

Hvad hvis du ikke har lyst, fordi du ikke kan lide den sex, du, eller I, har?

Hvad hvis du slet ikke ved, hvad du har lyst til?

Mange af os ved ikke, hvad vi har lyst til.

Eller hvad hvis du kender din lyst, men ikke tør udtrykke den? Eller ikke lytter til dig selv/bliver lyttet til, når du udtrykker den?

Sex er ikke bare sex.

*

Hvad hvis din ulyst ikke kun var din, men hang sammen med din elskedes lyst?

Hvad hvis I, i stedet for, med tvang, at ændre jeres dynamik, gik helt ind i jeres dynamik, lod den råde, og forholdt jer nærværende i den?

Hvad hvis I ikke ændrede på noget som helst, men lod det være ude af jeres hænder?

Hvad hvis du længes efter din ulyst, som efter dig selv?

*

Hvad hvis du ved hvad der skal til, men det kræver noget af dig, du ikke er villig til at give?

Hvad hvis du ikke er villig til at tage dit begær alvorligt?

Hvad hvis du ikke er villig til at møde din elskedes lyst, og tage den alvorligt?

Hvad hvis det ikke er et spørgsmål om at kunne, men om at ville?

De fleste af os har dyb modstand på at ændre os.

*

Hvad hvis du er ude af stand til at nyde at blive elsket?

Hvad hvis du er ude af stand til at nyde (dvæle-ved-lyst)?

Hvad hvis du ikke ved hvordan du kan udtrykke dig med kroppen?

Hvad hvis din krops sprog og din nydelsesevne er begrænset?

Vi lever i en kultur, hvor kroppen er stum, og nydelsesevnen er begrænset.

*

Hvad hvis det er meget nemmere at lade sig elske med kroppen af én, der ikke kender dig?

For hvis du lod dig elske med kroppen af én, som kender dig, ville det være det samme som at sige til dig selv, at du er elskelig, værd at elske.

Mange af os føler ikke vi er værd at elske.

*

Vi længes efter den forelskelse, der ikke er så skide lovmæssig …

(den, der varer ved og ved) …

som vi længes efter at have lyst og lyst og lyst …

(kapitalen kapitaliserer på den drøm) …

Hvad hvis forelskelsen og lysten altid er lovmæssige …

Men at der er en mulighed for, at kærligheden ikke er …

Previous
Previous

Om retten til ikke at have lyst ...

Next
Next

Om elskov og vand